Akutte nakkesmerter kan opstå pludseligt, eksempelvis som et klassisk hold i nakken, eller udvikle sig gradvist over dage og uger. I de fleste tilfælde bedres smerterne igen uden varige mén.
Ligesom ved rygsmerter er det ofte ikke muligt eller nødvendigt at pege på én bestemt struktur som årsagen. Det kaldes ofte uspecifikke nakkesmerter. Smerterne er stadig reelle, men de påvirkes af mere end muskler, led og diskusskiver alene.
Belastning, søvn, stress, bekymring, bevægelsesvaner, arbejdsforhold og tidligere erfaringer kan alle påvirke, hvor følsom nakken bliver, og hvor meget smerterne fylder i hverdagen.
